| Generalforsamling |
| FVD Region Fyn |
|
|
|
Dagsorden Formanden bød velkommen og oplyste, at der var 29 vandværker repræsenteret på generalforsamlingen. 1. Valg af stemmetællere og dirigent Svend Andersen og Ole Wiil blev valgt som stemmetællere. Efter forslag fra bestyrelsen valgtes Bent Soelberg som dirigent. Han takkede for valget og konstaterede generalforsamlingens lovlighed. 2. Bestyrelsens beretning Året 2008 blev et ret turbulent år for FVD. Organisationen FVD, har krævet en del opmærksomhed. Der er blevet afholdt en række ekstraordinære bestyrelsesmøder. De fleste af dem blev afholdt i Middelfart. Over en bred kam har der ganske enkelt været problemer med at få foreningen til at fungere optimalt. I en periode har det kostet rigtig meget arbejde, men jeg kan også med det samme sige, at foreningen er kommet styrket ud af perioden. Fokus var stedse rettet mod at få foreningen til at fremstå som én forening. Der var bestemt ikke enighed i bestyrelsen, men ved en god debat, åbenhed og et stort ønske om at få det hele til at fungere, lykkedes det. Region FYN kan uden tvivl godt bryste sig af, at have ydet en endog meget vigtig indsats for at få organisationen til at funger på en god måde. Det har i den periode været vigtigt, at holde larm og ballade inden for eget rækværk. Vi skal ikke skilte med snavset vasketøj, men vise at vi er en forening, at vi står sammen, og at vi har klare holdninger. Det kan andre forholde sig til. Sammenholdet viste sig, der blev udvist samarbejdsvilje, og bestyrelsen evnede at forny sig, og finde gode og bæredygtige løsninger på de problemer, der opstod. I samme periode, 2008, har vi måtte sige farvel til flere medarbejder på kontoret i Solrød, og goddag til nye. Det giver naturligvis noget stop i håndteringen af foreningens sager, når ny medarbejder skal sætte ind i opgaverne og lære foreningen at kende. Der har derfor i perioder været ret lange sagsbehandlingstider, men med en god indsat af vore medarbejder, både i Solrød, og Hans i Silkeborg, er det hele lykkedes. Ny medarbejder i Solrød er Gert Bigum. Han har en fortid hos Skat, hvor han har haft lederjob i en årrække. Gert er faldet godt til, og funger som konsulent og sagsbehandler. Som administrative medarbejder er ansat to piger, Rikke og Helen. Med de ansættelser skulle vi være godt bestykket til at løse opgaver i de næste år. Sidst på året var tiden kommet til at skifte landsformand. Solveig Nilsson afgik efter planen som landsformand. Vi vil bede Region Øst overbringe hende vor tak for indsatsen i de år, hun som meget kompetent landsformand styrede foreningen. Tiden var nu til at se fremad. Der er sat et nyt hold, og ham der skal styre tropperne, er Ole Wiil fra region Syd. Ole er formand for region Syd og vil sikkert gerne vil rejse sig, så alle kan se ham. Han har et arbejdsliv som officer bag sig. Her i foreningen ser vi meget frem til at arbejde sammen med Ole. Ole vil efter generalforsamlingen præsentere sig. I årets løb er der afholdt en række bestyrelsesmøder. Her er mangt og meget drøftet. Foruden vore egne møder, er der møder i FVD, Vandråd, møder med kommuner osv., der har været og er nok at tage sig til. Alle bestyrelsesmedlemmer har ansvarsområder der skal hjælpe til at varetage foreningens formål. Palle Christensen har ansvar for hjemmesiden og vores IT. Søren Andersen arrangerer kurser, møder osv. Christian Ermose er vores sekretær, og Susanne Skou er vores kasserer. Til bestyrelsesmøder er vores suppleanter altid inviteret til at deltage, og der eksisterer en god ånd og samarbejde i bestyrelsen. I en bestyrelse er det vigtigt, at der er god ”kemi” og god forståelse mellem alle bestyrelsesmedlemmer. Det føler jeg, vi har, og jeg håber, I som medlemmer kan mærke det. 2008 har bragt en pæn del møder med sig ud over bestyrelsesmøderne:
Et rigtig godt møde, med en god debat.
På vores hjemmeside fvdfyn.dk er der en kalender med de aktiviteter, vi har haft samt de kommende aktiviteter. Her er billeder og referater fra de fleste møder. Er der ting I ønsker udlagt på hjemmesiden, så meddel Palle det. Ellers skal I bruge FVD`s hjemmeside, her er et utal af oplysninger. Siden er renoveret for nyligt og fremstår i dag i et flot design. Som I nok også har set, er Vandposten udkommet i nyt design, meget tidssvarende. Det er ved at være moderne tider, men af og til skal der fornyelse til. FVD`s hjemmeside er meget informativ. Brug den. En del vandværker retter henvendelse til regionen om forskellige ting, heriblandt er der ofte spørgsmål omkring grundvandssikring, overvågning, alarmanlæg, SRO, varsling af afbrydelser, takster og vedtægter mm. eller spørgsmål om, hvordan man får engageret yngre mennesker i bestyrelsesarbejdet. Vi håber med tiden at kunne arrangere kurser og/eller møder hvor disse emner kan blive drøftet – det er jo emner, der kan indarbejdes i egentlige temamøder, som blev efterlyst ved et af vore møder. En del af disse henvendelser kan vi klare selv, ellers henviser vi naturligvis til kontorerne i Silkeborg og Solrød. Men mange oplysninger kan I finde på FVD`s hjemmeside. Spørgsmål og henvendelser til foreningen giver et billede af, hvad der rør sig i foreningen, hvad det er, I tænker på eller har problemer med her på Fyn. Så bestyrelsen kan bruge alle disse henvendelser som barometer for vores fremtidige arbejde og indsatsområder. Så spørg blot løs. Området grundvandssikring og overvågning har været meget oppe i tiden, og mange værker har bygget om og renoveret, og her kommer SRO naturligt ind som en del af denne investering. Grundvandssikringen er et helt afgørende indsatsområde, som det glæder os, at så mange medlemmer har fokus på. I den sidste tid er der mange henvendelser om dyrkningsaftaler, køb af jord og lignende foranstaltninger for at sikre rent grundvand. Dette område vil vi høre meget mere til i de næste år. Vandrådene spiller allerede en stor rolle, både i formidlingen af erfaringer, men også når der skal skabes nye ideer, der kan være med til at styrke de private vandværkes position i samfundet. Det kræver dog lokal opbakning. Her skal vi have fortalt folk, hvad det er, en aktiv indsats i Vandrådene kan bære med sig. Formålet er koordinering med kommunen, men rådene er også en unik mulighed for erfaringsudveksling vandværkerne imellem. Ingen behøver opfinde hjulet gang på gang, hvis vi deler de tips og ideer vi har. Når der arrangeres kurser eller møder i foreningen er der stadig medlemmer, der aldrig dukker op. Vi er 175 vandværker i regionen, og hvis man ikke lige har tid til kurser i foreningen, kunne en stærkere indsats i de lokale vandråd måske være vejen frem. Til formændene vil jeg sige: Husk nu at send det materiale vi har udsendt til jer videre. Husk at send materialet ud til alle medlemmer af bestyrelsen, så de får muligheden for at deltage i de møder, vi arranger. Det er ikke godt nok, at formanden fortæller om et kommende møde to dage, før det afholdes. Sørg for at få materialet rundsendt med det samme, så jeres bestyrelses kan få det i kalenderen. Det der med at opfinde hjulet for anden gang, er jo ganske enkelt for dumt. Hvorfor er det så utroligt vanskeligt at få gang i at udveksle gode idéer og erfaringer? Hvad skal vi i regionen gøre? Hvad kan I selv gøre ude i foreningerne? Gevinsten ved at udveksle erfaringer fra vores fælles interesse omkring vand og vandbehandling opdager man kun, hvis man rent faktisk deltager i processen. Egentlig er det en meget egoistisk tilgang til det arbejde, vi gør her i foreningen, ikke at deltage i erfaringsudveksling værkerne imellem. Det er forståeligt at man kan have travlt, men ideen er netop, at vi ved at samarbejde og udveksle ideer, kan løse nogle af de problemer, vi alle støder på, og dermed bliver problemerne overkommelige, og måden vi håndterer dem på efterprøvet hos andre værker, så man trygt kan forsøge sig med det på eget vandværk. Gå ikke og gem på gode løsninger, det er meget beder at ”prale” lidt, og derved give andre andel i de gode løsninger, man finder på rundt omkring. Måske var jeres løsning på et problem også en god løsning for andre. Fremtiden tilhører dem, der tænker smart og dermed udnytter viden, der allerede eksisterer, og dem der samarbejder om den type opgaver, vi alle støder på. Det daglige arbejde vil fremover stille krav om flere administrative opgaver for mange af værkerne. Der kommer øgede krav fra forbrugerne, der kommer øgede krav til økonomien. Vi skal alle sammen ”oppe” os – men hvordan? Ud overover kurser i foreningen kan erfaringsudveksling være et godt redskab. Det fører desuden til spørgsmålet om, hvad I kan bruge regionen til – er der nogen, der alvorligt talt har stillet sig det spørgsmål, eller er det kun os i bestyrelsen, der spørger om det? Vi skal have input fra jer for at kunne være en fornuftig sparringspartner i det daglige arbejde. Vi vil gerne være centrum for erfaringsudveksling vandværker imellem, men det kræver jeres opbakning og deltagelse. Det er jeres viden og ideer, vi behøver for igen at kunne hjælpe andre. Om det så skal skrives ned på hjemmesiden med en liste over tips og ideer, eller det skal foregå mundtligt mellem medlemmer på de møder, der allerede afholdes, en trykt håndbog der årligt revideres, eller noget helt fjerde, ja det er op til jer medlemmer at komme med input til. Det er jer som medlemmer i regionen der skal fortælle, hvad I har brug for – vi kan godt gætte, men det forøger ikke ligefrem træfsikkerheden. Den bliver væsentligt forøget, hvis I melder ind og beder om en indsats på et særligt område. Ganske mange vandværker vil i tiden fremover formentlig give op og søge en fusion med andre vandværker, men det kræver jo også forberedelser for dem, der skal være de nye ”ejere”. Her kan der også blive tale om råd og vejledninger fra regionen eller anden side f.eks. fra foreningen centralt eller fra folk, der har prøvet det på egen krop. Der er ingen tvivl om, at fremtiden også vil bringe et nødvendigt og tættere samarbejde med flere forskellige partnere. Det kunne f.eks. være kommunerne, DANVA eller helt andre. Vi skal ikke bekrige hinanden, men selvfølgelig samarbejde og erfaringsudveksle til gavn for vores forbrugere. Takster og vedtægter er altid aktuelt. Vær ikke bange for at ændre i dem. Tjek om de vedtægter, I driver vandværk efter, er fra 1948, eller I har reguleret dem siden. Tænk over, om I driver vandværket efter vedtægterne, eller bare på den måde, der er praktisk for jer. Tilpas vedtægter, til den måde jeres verden ser ud i dag. Om I så skal ændre vedtægter hvert femte år, det er helt i orden. Det er særdeles vigtigt at vedtægter afspejler den faktiske verden og de forhold, vi arbejder under. Det samme gælder for takster. Gå jeres takstblad igennem, og få det rettet til, hvis det ikke er. FVD har retningslinjer for måden at gøre det på. Det er her meget vigtigt, at vedtægter og taksblade er afstemt med gældende lovgivning, brug standard vedtægterne, tilpas dem, men brug standardvedtægterne som udgangspunkt. I kan få alt den hjælp i ønsker, fra foreningen. Den nye vandsektorlovgivning vil helt givet være et stort arbejde at komme i gang med. Loven har været længe undervejs, og der er ikke mange, der endnu helt har forstået, hvad det går ud på, og hvad det medfører af eventuelle ændringer for os. Loven er jo primært rettet mod de selskabsdreven vandværker, de tidligere kommunale vandværker, men man har fra myndighederne side ment, det var betimeligt, at man også kastede et blik på den private sektor. Der vil i den nærmeste fremtid blive afholdt en række møder med vandværker der leverer over 190.000 m3. Her vil man kunne indhente den fornødne viden til at lukke de mange huller, der er for nærværende. DDS – ”Dokumenteret Drikkevands Sikkerhed” er noget, vi bliver nød til at forholde os til i fremtiden. Alle ønsker dokumentation for alting i dag. DDS er et ledelsessystem og et ledelsesværktøj, som kortlægger og begrænser de risici, der er for en vandforurening. Det vil vi komme til at hørere meget mere til inden længe. Afslutningsvis skal der lyde en ros til jer medlemmerne, der møder op til regionens arrangementer. Vi kunne sagtens håndtere mange flere! Rosen skal også lyde til alle vandværker i regionen for det store arbejde, der lægges i den daglige drift til gavn for vores forbrugere. I gør et flot stykke arbejde. Gennem vandrådene er der skabt en fælles forståelse for at erfaringsudvekslinger ikke alene er nyttige men også i højeste grad nødvendigt. I 9 ud af 10 kommuner har vi melding om godt samarbejde med de kommunale myndigheder, selvom kommunesammenlægningerne endnu ikke er færdigbearbejdet. Det giver stadig lidt knas i en del kommuner, men det faktum, at vi har formået at få Vandrådene op at stå, har uomtvisteligt haft gavnlig indflydelse på de afgørelser, der træffes på vores interesseområder. Tak til mine kolleger i bestyrelsen for et godt samarbejde i det forløbne år – vi er jo allerede godt i gang med 2009, som også tegner godt. Tak også til de øvrige regioner og til kontoret i Solrød. Det har været en fornøjelse at være sammen med jer og trække på samme hammel i bestræbelserne på at levere rent drikkevand til de danske husstande. Og her til sidst så husk på, at I har en forening der meget gerne vil hjælpe jer med de problemer, I støder på i jeres arbejde med vand. Bemærkninger fra forsamlingen Søndersø efterlyste en nærmere forklaring på samarbejdsproblemerne i FVD’s bestyrelse. Formanden oplyste, at det var problemer med tolkningen af, på hvilken måde foreningen skulle fungere. Det kræver at bestyrelsen er helt enig i den retning foreningen skal gå, og fungere. Problemerne er nu løst. Alle er enige om den retning man skal følge. I forbindelse med formandsskiftet er en debat om disse forhold helt naturlige. Snøde Stoense vandværk opfordrede bestyrelsen til at sætte færre emner på dagsordenen ved næste temamøde, så der blev mulighed for en grundigere behandling af de enkelte emner. Jullerup vandværk har kendskab til et gartneriprojekt, hvor der er ansøgt om et varmepumpeanlæg, der skal anvende grundvandsmagasinet til oplagring af varme. Vandværket ønskede oplyst, om det er lovligt. Ingen af de tilstedeværende havde kendskab til hverken det konkrete projekt eller lignende projekter, hvorfor det blev aftalt, at Jullerup fremsender materiale om projektet, som så vil blive vurderet af FVD. Nr. Lyndelse spurgte, om der er et nyt vandanalyselaboratorium under etablering, som kan servicere de fynske vandværker. Formanden oplyste hertil, at tidligere ansatte ved Analycen arbejder på at starte nyt laboratorium. Formanden oplyste endvidere, at firmaet Analytech også tilbyder vandanalyser på Fyn. Beretningen
taget til efterretning 3. Regionens reviderede regnskab fremlægges til godkendelse Kassereren gennemgik resultatopgørelse og balance. Søndersø udbad sig forklaring på det meget lave forbrug til kontorartikler, og kassereren svarede, at det skyldes, at alt materiale trykkes og udsendes fra sekretariatet, så der lokalt kun er et minimalt forbrug. Regnskab
godkendt. 4. Godkendelse af regionens budgetoplæg Kassereren gennemgik budgetoplæg for 2010. Søndersø opfordrede bestyrelsen til at anføre budget for både det aktuelle og foregående år, så der umiddelbart er et sammenligningsgrundlag. Bestyrelsen lovede, at det bliver gjort næste år. Jordløse spurgte, om et overskud på kr. 7.000 var tilstrækkeligt. Hertil oplyste formanden, at der ikke er behov for større overskud til henlæggelse, idet regionens udgifter dækkes af FVD. Budgetoplæg
vedtaget. 5. Indkomne forslag Dirigenten
oplyste, at der ikke var indkommet forslag 6. Valg af medlemmer til bestyrelsen Jacob Tjørnved
Davidsen - Vindeby, Susanne Mann Skou - Trøstrup og Christian Ermose –
Korinth blev genvalgt. 7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter Jens Larsen -
Falsled og Frede Jensen - Skårup blev genvalgt. 8. Valg af 2 revisorer Svend Andersen –
Nr. Lyndelse og Arne Nielsen – Nr. Broby blev genvalgt 9. Valg af 1 revisorsuppleant Niels Bebe –
Båring-Asperup blev valgt. 10. Eventuelt Snøde Stoense spurgte, hvad det ville koste at sende alt information ud til alle bestyrelsesmedlemmer. Hertil blev det oplyst, at FVD er ved at undersøge udgiften ved at sende Vandposten til samtlige bestyrelsesmedlemmer i alle medlemsvandværker. Jullerup oplyste, at de havde haft besøg af et rådgivende ingeniørfirma, som ønskede at pejle deres boring. Det afslog vandværket, idet pejlebåndet lå i bunden af en meget snavset varevogn. Vandværket foretog i stedet pejlingen med eget desinfekseret pejlebånd. Formanden støttede vandværket i beslutningen og pointerede, at hygiejne har den allerhøjeste prioritet.
Referent Hans Nørgaard
________________________________. Dirigent Bent Soelberg |